Jeg undrer mig! Hvordan nogle på et tidspunkt har fundet på at plante vinstokke på så uvejsomt et terræn, som det der karakteriserer det meste af Galicien, er lidt en gåde. Smuldrende skifer på stejle skrænter ved floder, der ligger gemt dybt, dybt inde i egekrat. Vindhærgede kystegne med salte havdråber presset ind fra vest og tunge regnskyer konstant truende fra oven. Svaret er mindst tosidigt. Vin var en afgrøde man prioriterede og kunne den dyrkes, ja så måtte den dyrkes, for dels havde den religiøs værdi, dels var den del af dagligt fødeindtag. Vin var mange gange også den eneste landbrugsafgrøde, som netop kunne dyrkes de ekstreme steder.

Jeg bliver forpustet og imponeret over menneskehedens samlede evner når man står i en beton-, stål- og glasmetropol som New York eller ser på et vejkort over Tyskland og regner ud hvor mange kilometer asfalt man har udlagt på knapt 90 år. Virkelyst, vilje… men det er jo sket i en tid, hvor motorpower var tilgængelig. Galiciens absurde vinmarker er de fleste steder anlagt som håndarbejde, møjsommeligt opstablede stenmure, buskrydning med macheter og jordhakker og høsten er transporteret i rygbårne kasser og kar op ad stentrapper. Galiciens vind- og nedbørsplagede marker er de senere år blevet talk-of-town, fordi de dels har romantisk storytelling med i pakken, dels fordi vinstilen er trendy og spiller på moderat alkohol, syre, slankhed og friskhed. Rias Baixas, Valdeorras, Ribeiro, Ribera Sacra, Monterrei… områdernes selvforståelse er også bondsk – ikke forstået som i enfoldig, heller ikke som entreprenant dansk storbondementalitet, men som håndarbejde, slidsomhed, small scale og på det seneste endda også balance og bæredygtighed.